Min mor mente, at det var mig der havde opfundet “scat sangen” – der hvor man i jazzens verden synger en vrøvletekst, eksempelvis “Di, daba-du, da, tju de kav…” eller hvad nu ens krøllede hoved finder på… Nu var det nok dengang mere fordi jeg som 5 år gammel ikke rigtig kunne teksterne, og så måtte jeg jo selv konstruere dem. Men sang gjorde jeg og jeg elskede det.
Frøet til min glæde over musikken, og især Jazz’n blev nok lagt hos min mors familie oppe i Ålborg. De var alle bund musikalske. En moster var professional mikrofonsanger, en morbroder komponist, en anden kunne spille på alt, ja bare en sten havde ét hul kunne den lave musik… Det var et dejligt sted at være som lille, og da min trang til også at have et instrument blev for voldsom, var det jeg som 12 årring brasede ind hos Musikhandleren i Middelgade i Randers. Manden i butikken observerede mig og spurgte: “Hvad ønsker Herren?”
Der stod jeg i mine korte bukser og sandaler – som jeg forøvrigt bar det meste af året, og efter at have blevet tituleret så fornemt, fremsagde: “Jeg vil gerne købe den sølv saxofon derude i vinduet!” – Han kiggede hen over brillen og spurgte: “Har du råd til den?” – Straks greb jeg dybt ned i min lomme, og hev alle mine sparepenge – tjent ved slidsomt eftermiddagsarbejde i hele tre butikker som bybud – op på disken… Han kiggede på dem, og mens mine drømme var hos Instrumente der henne i vinduet, talte og talte han, indtil meldingen lød: “Du kan få en Trompet!”
Således gik det ikke helt som jeg havde drømt, men jeg traskede dog stolt hjem til mine forældre og viste dem min fine brugte Besson trompet… Min Far og Mor blev så overvældet, at de selv samme aften proklamerede, at jeg så måtte komme på Randers Musikskole, som belønning for mit initiativ mod musikkens forunderlige verden.
På musikskolen, lærte jeg meget – ikke bare systemet med de sorte klatter på de fem tråde, men måske det allerbedste for en vildbasse som mig, der måtte flytte skole på grund af “fortagsomhed” der ikke passede ind i den kommunale skole… Jeg lærte, at harmonier dannes ikke ved bare én tone, men ved sammenfald af flere… At man som musikudøvende skal lære disiplin, hvis man vil spille med andre end blot sig selv o.s.v. Nogle gode dyder der sidenhen i livet har betydet meget for mig, og vel hjulpet mig en del. Men jeg lærte også, at hvis du vil være god, så må du øve, øve og øve… Alligevel vil der altid kunne forbedres… “Godtnok” er ikke altid godt nok ! – og så lærte jeg, at toner kommer fra dit instrument, men musik skabes fra dit hjerte…
Således blev mit musikalske fundament lagt, og min glæde ved musik – både som udøvende såvel som lyttende, har givet mig utrolig meget. Det har været min medicin i sorte stunder, og det har været det der fik mig på fode igen, hvis vognen var væltet…
I min “alderdom” har jeg så igen givet musikken plads, og den fylde nu rigtig meget i min dagligdag. Jeg spiller, synger, skriver tekster og komponerer. Og jeg frydes, hvis jeg kan tolke en melodi eller en tekst, således bare én af mine tilhører bliver rørt.