Som man kan læse i afsnittet om min musikalske baggrund, så ligger kærligheden til musik dybt i mig, men da min erhvervsaktive karriere bragte mig andre veje end musikkens, så måtte jeg i mange år “nøjes med” at være lyttende…
Så skete det jo, at min tilværelse ændrede sig drastisk, ja hele mit liv blev vendt op og ned tredie juledag 1991… Efter moden overvejelse valgte jeg få år efter, at følge mit hjerte og leve et nyt liv. Jeg begyndte igen at opsøge den udøvende musik, først på det sangmæssige i forskellige kor spændende fra Mandskor, Klassisk kor og Gospel… Efter nogle dejlige år – næsten et årti blev trangen til selv at spille instrument igen større og større. Men denne gang ville jeg prøve kræfter med Saxofonen. Det instrument mine lommepenge ikke rakte til da jeg var 12 år… Jeg lånte en vens saxofon, gik til undervisning på aftenskole, og knap et år efter hos en rigtig dygtig konservatorieuddannet saxofonist…
Det viste sig hurtigt, at “den gyldne vandlås” og jeg var på talefod, og inden længe var alle ungdommens jazzmelodier blevet gennemspillet adskillige gange… Men alene!
For hvem vil spille sammen med en “berømt luftkaptajn” der var begyndt at spille saxofon… Næ fordomfrie er vi ikke i dette land… Men ved et tilfælde løb jeg i udlandet ind i en rigtig god pianist, der kunne jazzens mange dejlige klange. Hans brug af akkorderne og hans spil var så godt, at jeg ikke kunne lade være med at rose ham, og inden længe var vi i en god snak, netop om det med at spille sammen med nogle… Det viste sig, at han og to kammerater havde en virksomhed, hvor de lavede studieindspillet backing til professionelle musikere der optrådte verden rundt, på X-togt skibe, Hotel foyerer, diverse restauranter m.m.Pludselig var tanken vakt… Jeg erhvervede nogle af disse meget fine backing tracks, og pludselig havde jeg en trio at spille sammen med. Tingene tog fart og lidt efter lidt voksede repertoiret – og kvaliteten… Så meget, at nogle inviterede mig ud for at spille med mit “band”… Et ordentlig kvalitetsmæssig anlæg blev indkøbt, og det var næsten indlysende, at her spillede: “Verdens Mindste Big Band”
Det har de nu gjort i mange år, og nogle gange suppleret med gæstesolister, men hvad vigtigst var – pludselig kunne jeg sidde eksempelvis i Rådhuskroens gårdhave i Ebeltoft. Folk kom og lyttede, og nogle kom igen næste dag, men endnu bedre – de kom for at lytte til “spillemanden” i Verdens Mindste Big Band, og ikke Luftkaptajn Rasmussen…